Borebiller

Den almindelige borebille (Anobium punctatum) kaldes også for træorm, og der er spor efter den i de fleste ældre huse her i landet. Den voksne borebille er 3-5 mm lang, den er brun og har punktstriber på dækvingerne.

Hyppigst sker klækningen fra sidst i juni og til begyndelsen af juli. Billerne lever kun et par uger. De kravler rundt på det træ, hvor de er klækket fra, men kan også flyve, og ofte havner de i stort antal i vindueskarmene. Borebillerne lever også udendørs, i plankeværker, stolper og andet træværk, hvor fugtigheden i træet er tilstrækkelig høj.

Kort efter klækningen parrer borebillerne sig, ofte i hunnens flyvehul. Hver hun kan lægge 20-60 æg. De lægges aldrig frit på glatte flader, men beskyttet i revner på ujævnt træ eller inden for flyvehullerne. Iøvrigt foretrækkes steder med forholdsvis høj luftfugtighed til æglægning. De hvidlige æg er forsynet med en klæbesubstans og sidder godt fast.

Æggene klækkes efter 3-4 ugers forløb, og de små, larver gnaver sig ind i træet. Efterhånden som de gnaver sig frem, efterlader de det fordøjede træ i gangen bag sig som tætpakket boremel, der består af små aflange ekskrementboller. Efterhånden som larverne vokser, udvides gangene, og de bliver nødt til at gnave gennem årringene, så gangene får det karakteristiske, labyrintagtige forløb. Det svage drys af boremel, som lejlighedsvis ses, fremkommer ved, at larverne passerer et gammelt flyvehul, så boremelet drysser ud af træet.

Den hvide, krumbøjede larve bliver 5-6 mm lang. Uden for gangen bevæger larven sig meget ubehjælpsomt, og den kan således ikke vandre fra f.eks. et møbel til et andet. Larvernes udvikling tager 4 til 8 år, eventuelt mere, afhængig af temperatur og fugtighed samt af træets egenskaber. Hurtigst går udviklingen i splint af fyr, pil eller hassel. Den gunstigste temperatur for udviklingen ligger ved 22-23oC, og over 28oC tåler de ikke i længere tid. Derimod klarer de sig godt ved lavere temperaturer, idet udviklingen blot går langsommere og standser helt omkring 14oC. Luftfugtigheden, og derved træets vandindhold, er afgørende for larvernes trivsel. Udviklingen går hurtigst i træ med et vandindhold på ca. 30% svarende til en relativ luftfugtighed på 100%, og falder vandindholdet til under 11%, går den helt i stå. Det er forklaringen på, at borebillerne ikke kan leve i et almindeligt stueklima. Træ i helårsopvarmede rum indeholder nemlig kun 6-10% vand. Man finder derimod ofte kraftige angreb f.eks. i træværk og inventar i køkkener og kælderrum, udhuse og stalde, på tørrelofter - og i kirker. I stuer kan fodpaneler, træværk og møbler nær kolde og fugtige vægge være særligt udsatte.

Borebillelarverne kan leve og udvikle sig i praktisk talt al slags træ, både løvtræ og nåletræ. De kan leve i krydsfiner, og også træfiberplader, både de hårde og de bløde, der anvendes til isolering, kan være kost og logi for borebiller. Ting flettet af pilevidjer, såsom kurvekufferter og vaskekurve, er meget yndede. Ja, selv papir kan borebillerne trives i. “Bogorm” er borebillelarver, der laver deres gange tværs gennem bind og blade af bøger, der opbevares fugtigt og ikke bruges i lange tider.

Den skade, borebillerne forvolder, behøver næppe større omtale. Som regel skrider angrebet dog langsomt frem, så man kan nå at bekæmpe det i god tid, før tømmerets styrke er nævneværdigt forringet.

Flere arter af snyltere og rovdyr efterstræber borebillerne og deres larver, og når angreb ofte dør ud af sig selv, kan det skyldes disse naturlige fjenders virksomhed. Nogle snyltehvepse, der nærmest ligner små myrer, lægger deres æg på borebillelarver, og hvepselarverne lever så som snyltere i borebillelarverne. Der er også nogle biller, blandt andet den såkaldte Opilo, der både som larve og voksen ernærer sig af borebiller og deres larver. De jager borebillelarverne i deres gange og må grave sig frem gennem boremelet og på muldvarpemaner skyde det op som små bunker gennem borebillens flyvehuller.